Go West! At rejse i det amerikanske landskab med kunsthistorien i bagagerummet.

Af Jacob Lillemose

I midten af 1990erne forsøgte Nikolaj Recke at arrangere et møde med kunstneren Robert Morris, hvis berømte filtværker havde gjort så stort et indtryk på ham, at han følte han blev nødt til at diskutere det med deres skaber. Forsøget (som aldrig blev fuldendt) blev dokumenteret i videoværket Knowing Me, Knowing You (1997), der blev vist på ”Louisiana-udstillingen.”

Nu, mere end et årti senere er Recke så igen stået til søs i jagten på endnu en hvide hval i efterkrigstidens amerikanske kunst, nemlig Land Arten, der har været en gennemgående inspiration og reference i hans værk. Rejsen til den sydvestlige del af USA, der indeholder den højeste koncentration af Land Art-værker, blev foretaget i sommeren 2009 med lige så meget spænding og usikkerhed som den forrige. Med den forskel at denne gang fandt Recke hvad han ledte efter og det er resultatet af disse møder han nu viser med udstillingen ”Kicking up Dust” på Rohde Contemporary.

Udstillingen består af tre nye værker, to videoer og en fotostat, præsenteret i en totalinstallation med gulvet dækket af rødt sand fra det unikke amerikanske landskab. Trinity Land Art Institute (2010) er et foto af et træskur, som Recke byggede på jorden, der grænsede op til Trinity-testområdet i New Mexico, hvor USA prøvesprængte verdens første atombombe i 1945, blot tre uger før bomberne blev bragt til sprængning over Japan. Skuret gør området til en del af den mytologi som omgiver Land Art’en og antyder at området selv måske kan betragtes som et Land Art-værk i sig selv. Waking up to Roden Crater (2010) er en video af solopgangen bag Roden Crater i Arizona, et vulkankrater som kunstneren James Turrell har arbejdet på siden midten af 1970erne. Værket, som er ufærdigt, er stadig lukket for offentligheden, men ved at filme solopgangen bag det, bringer Recke os en lille smule tættere på, idet det netop var denne oplevelse, der var gnisten, som i følge Turrell tændte hans fascination af krateret. Endelig viser videoen Insecurity Zone (2009) Recke guidet og med bind for øjnene gående ud ad Robert Smithsons Spiral Jetty (1974), hvis spiralform på baggrund af en af Utahs store saltsøer, vel nok er Land Art’ens mest ikonografiske værk. Videoen er samtidig en reenactment af Vito Acconcis Security Zone (1971) og udover at være en kærlighedserklæring til begge værker, afbilder videoen kunsthistorien som et både mentalt og fysisk sted, hvor det er svært for en samtidskunstner af finde fodfæste. Vejen er belagt med klipper og går i spiraler, hvilket gør det stadigt sværere at afgøre om man ledes mod erkendelse eller desorientering.

”Kicking Up Dust” er endnu markant manifestation af, hvad man kunne kalde Reckes ”emotionelle konceptualisme”, der har været et kendetegn for hans værk siden dets begyndelse. Hvor meget konceptuel kunst underspiller den personlige dimension investerer Recke sin subjetivitet (som kunst såvel som person) i mødet med værkerne. Ikke for at vende tilbage til en narcissistisk selvrefleksion, men for at åbne værkerne mod følelsesmæssige erfaringshorisonter som de traditionelt har været dissocieret fra, og derved udvide deres intellektuelle og formelle betydningsrum endnu mere med en æstetik, der involverer selvironi, indsigt, politisk bevidsthed og en romantisk fornemmelse for skønhed.

Recke ved godt at det er et monstrøst projekt han har sat i værk men som Ahab er han fast besluttet på at forsætte imod alle odds. Men at fange hvalen er i sidste ende heller ikke målet. Det har det faktisk aldrig været. I stedet, ønsker han at bringe værkerne inden for menneskelig rækkevidde og derigennem skabe muligheder for et personligt nærvær med kunsthistorien. ”Kicking Up Dust” er en invitation til publikum om at dele disse muligheder med ham.

[ENGLISH VERSION HERE]

Back